til i11times læsere:
det sidste afsnit har jeg sat i kursiv da avisen har skåret det fra idet 'polemik ikke hører til i en kronik'

Det kunne så være fint hvis nogen ville spørge om ikke min kronik indeholder et oplagt § 20 spørgsmål til Enhedslisten at stille til Statsministeren.

Så kan jeg svare på det - og så har vi polemikken, thi det er ganske væsentligt for forståelsen at selv Enhedslisten vægrer sig mod at betragte 9/11 som 'falsk flag'

Terrordiskursens forudsætning

Terrordiskursens transformering af samfundet står naturligvis højt på den politiske og mediemæsige dagsorden, såvel hos Arbejderen som hos de toneangivende store borgerlige og offentlige medier.

Igen og igen blir terrorkatastrofen 11. september (herefter 9/11) nævnt som eksemplet par excellence på hvor galt det kan gå. Hvorfor det er hulens nødvendigt at beskytte vore sårbare pluralistiske frihedssamfund mod
den uhyggelige terror. Det er fuldstændig underforstået at terroren i USA blev
begået alene af islamistiske fundamentalister, i et netværk hvor Osama bin
Laden udråbes til edderkoppen. Altså den officielle forklaring som vi kender til
hudløshed og hjernedødhed. Der er ikke nogen forbehold.

Det er altså evident at terrordiskursen blev boostet af 9/11, en begivenhed der prægede sig ind i folkenes sjæle og lagde sig så smukt til rette i en opfattelse af at kun vanvittige muslimer kan finde på noget så
grusomt.

Der er ikke nogen tvivl om at terroren har øget frygten og xenofobien. Ikke fordi det egentlig plager danskeren meget i hverdagen, men alligevel anerkender flertallet en politik der føres på baggrund af denne
hypede frygt. Mange anstændige medborgere synes nok der blir dæmoniseret for
meget, men accepterer med et skuldertræk at Dansk F…parti styrer en væsentlig
del af værdipolitikken, så selv DR holder mikrofon for ’hjemmehjælperen’ og
hendes tro drabanter, herunder et par præster der ikke selv lever efter Jesu
lære. Det er hovedrystende så meget hykleri folk æder og tænker at det rammer
vel ikke mig; jeg er jo et almindeligt travlt hverdagsmenneske som passer mit
og klarer mig. Har nok at gøre med selv at følge med. Og husk – det hedder jo
ikke længere Big Brother, men Big Mother, der overvåger os. Tilliden til at
vore ledere trods alt vil os det bedste, at vores demokratiske retssamfund
fungerer som en slags naturlov, er stærk. Det MÅ være sådan ellers er det
ubærligt og nedbrydende for velfærdssamfundet.

Arbejderen anlægger naturligvis og gudskelov en anden vinkel på terrordiskursens politiske tiltag; krigene, den tiltagende retsløshed og kriminalisering af politisk opposition. Men 9/11 stiller avisen ikke for alvor
spørgsmål ved. Det så vi fx i –sams klumme 20. marts; temanumret om Irakkrigen,
hvor han indiskutabelt gengav den officielle version. Og de ellers altid stærke
og velskrevne ledere har heller ikke, hvad jeg gennem nogle år har fulgt med i,
diskuteret de alternative tanker om 9/11 som florerer i stadig mere udbredte
kredse.

Det er dog med stor fornøjelse at jeg ser Harrits kronik i Arbejderen 11. maj[1]. Harrit er videnskabsmanden der diskuterer det særdeles tankevækkende sammenbrud af WTC 7
i sit prisbelønnede foredrag, men undlader politiske endsige konspiratoriske
analyser.

Min indgangsvinkel til emnet er ligeledes non-politisk og -konspiratorisk da den grundlæggende handler om retssikkerheden og motivet til forbrydelse. NB: USA udråbte med succes dåden til at være et krigsangreb; så
trådte NATO-eden i kraft. Jeg anser det for at være en kriminel handling;
massemord mm. Nok til 1200 års fængsel vil jeg tro, og 37 gange henrettelse (1
gang er ligesom ikke nok for en så forfærdelig forbrydelse… tænk hvilket
antiklimaks hvis de havde fanget bin Laden)

Retsplejeloven taler om inhabilitet: § 60. Ingen må handle som dommer i en sag, når han
1) selv er part i sagen eller er interesseret i dens udfald … Det er jo sådan set ret oplagt og noget folk umiddelbart forstår, når jeg til 9/11-netværkets
gadeaktioner introducerer dette retssikkerhedsmæssige problem i opklaringen af
9/11.

Det er en kendsgerning at de neokonservative i USA i 90’erne mens Clinton residerede i White House, havde en tænketank de kaldte Project for the New American Century[2].

Da Sovjetunionen faldt sammen i 91 havde USA vundet Den Kolde Krig, og det får naturligvis en nation i latent alarmberedskab til at slappe lidt af; hvorfor skulle det være nødvendigt at opretholde et enormt
militærapparat når der ikke længere er en global udfordring. Men denne
tænketank tænkte lidt længere… ind i et nyt århundrede og de globale
udfordringer der venter; internettet, klimaforandringerne, oil-peak, Kina. Og
navnet fortæller deres ambition. Det var tanker og planer fra folk der arbejdede
på, og vidste de var i position til ved valget november 2000, at overtage den
formelle statsmagt over klodens suverænt stærkeste økonomi og militær. Men de
havde et problem med at overbevise den amerikanske opinion om at det var
nødvendigt at opretholde et superstærkt militær.

Det er en kendsgerning at denne tænketank med Wolfovitz som medforfatter udgav dokumentet Rebuilding Americas Defenses i september 2000. I dette dokument finder vi følgende alarmerende passage: Further, the process of transformation, even
if it brings revolutionary change, is likely to be a long one, absent some
catastrophic and catalyzing event – like a new Pearl Harbor[3]. 

Uanset hvilken ‘transformation’ og ‘revolutionær ændring’ vi taler om, betyder citatet uden for enhver kontekst at der var en forhåndsinteresse. Man må spørge sig selv om disse neokonservative, der bekvemt
var kommet til magten passende 9 måneder før 9/11, muligvis ikke var helt
utilfredse med at få opfyldt deres ’katalyserende katastrofe’. I sandhed katalyserende
for politisk medvind til deres ambitioner.

Det er en kendsgerning at det er de samme mennesker der har forklaret os hvordan 9/11 gik til og hvem der er de skyldige.

De nedsatte en kommission der i foråret 2004 udgav den mest pinlige officielle redegørelse. Dens kommisorium var givet på forhånd, hvilket betød at den slet ikke undersøgte tråde der pegede i retning af at
regeringsmedlemmer vidste mere end de ville stå ved. Et eklatant eksempel på
dette kan stadig ses på youtube; Norman Minetas vidneudsagn[4].
Bemærk hvordan udspørgeren, den agtværdige Lee Hamilton, krummer tær for at få
drejet væk fra det pinlige udsagn hans vidne kommer med.

Mig bekendt kom dette vidneudsagn slet ikke med i den officielle rapport. I al fald står det fast at offentligheden ved ikke hvad det var for en ordre Cheney bekræftede.

David Ray Griffin diskuterer i sin bog ’Det Nye Pearl Harbor’[5] at den bedste tese er at det er en såkaldt stand
down ordre; altså at der ikke skulle jagerfly i luften. Det er jo
bemærkelsesværdig at det højsofistikerede amerikanske luftvåben ikke fik nogen
jagere op til at beskytte deres egen hovedstad selvom de altså vidste at noget
var på vej. De vidste jo ikke hvor det fly ville ramme; måske White House eller
Capitol – der vel at bemærke ikke blev evakueret før efter Pentagon blev ramt.

Dette er blot et par eksempler på mystiske dispositioner fra regeringens side, og en retslig situation hvor de selvsamme mennesker, som høstede enorm politisk og personlig fordel af terroraktionen, ikke kan stilles
i vidneskranken for under edsansvar at svare for sig.

En almindelig kriminalteknisk metode er at se på motivet. Al Qaida og bin Ladens oplagte motiv skulle være at ramme Den Onde Satan og vise os at vi er ikke usårlige. For dette fik de for alvor medvind til Jihad, thi det
er oplagt at terrorkrigenes åbenlyst ensidige retsopfattelse radikaliserer
arabisk-/somalisk-/afghansk-/pakistansk-muslimsk ungdom til at kæmpe mod Vestens
højt besungne men hykleriske frihedskultur. Og hvor skal de så gå hen; Islam er
det samlingspunkt som Vesten ikke kontrollerer. Vestens hadeobjekt; der samler
radikalismen sig og voila har vi skabt den fjende vi udpegede.

Jo, bin Laden er givetvis med i det; han fik jo osse enorm politisk gevinst på sin side. Men det er ikke hans udbytte der er sagen her; det er Bush-regeringens udbytte og qua dette muligheden for at de i kriminel grad vidste at det ville
komme. Og således at indse at der er berettiget tvivl om skyldsspørgsmålet i
den største forbrydelse i nyere tid.

Jeg har opfordret Rune Lund, Johanne Schmidt-Nielsen og Frank Åen til at stille spørgsmål til Statsministeren om hvordan ovennævnte inhabilitet påvirker hans retsopfattelse. Rune var på sporet men faldt i valget
2007, Johanne mener det er et udenrigspolitisk spørgsmål (hvilket det jo ikke
er) og Frank vil ikke røre ved ’konspirationstankerne’.

fredsvagt

Bo Richardt