Husker som de fleste andre præcist hvor jeg var og hvad jeg lavede den 11. september 2001. Allerede da jeg så de første billeder fra Manhatten tænkte jeg: "Det her sker ikke. Det er noget amerikanerne selv har iscenesat." Et par dage senere sad jeg hos nogle venner, der var dybt rystede og nærmest sad og tudede. Jeg hørte dem på skift fortælle om, hvor frygteligt og uhyggeligt og skræmmende denne oplevelse havde været for dem. Til sidst blev jeg nødt til at give udtryk for min mening, så jeg sagde. 'De amerikanere har sgu godt af selv at mærke hvordan det føles. Desuden tror jeg ikke en skid på, at det er toerrorister fra Mellemøsten, der står bag!' Der blev tavshed et par minutter, ind til en af mine venner sagde, at han faktisk også havde tænkt det samme. Så var der en anden, der også gav os ret. Til sidst meldte alle klart ud, at de rent faktisk, når det kom til stykket, også selv havde tænkt disse tanker.

Hvorfor er mennesker så tilbøjelige til automatreaktioner? Hvad er det der gør, at vi er så forhippede på at leve op til denne standard af middelmådighed og smålig tænkning, at vi fornægter almindelig fornuft og kalder den paranoia?