I B.S. Christiansen's bog 'Et liv på kanten' fra 2004 har jeg sakset følgende interessante udsagn om B.S. tanker vedr. 11/9-2001.

Afsnittet 'Verdens gang' s. 355-357

På trods af min noget firkantede holdning til at optræde offentligt, har verdens gang det med at gribe forstyrrende ind i mine principper. Jeg stiller meget sjældent op som kommentator til forskelige aktuelle begivenheder, da jeg føler, at tingene i TV-verdenens minutinddelte univers ofte bliver forenklet helt ud i det meningsforvirrende. I bedste fald kan man kun nå at sige halve sandheder, og i værste fald ender det med gisninger eller meningsløsheder. Nogle gange bliver jeg dog nød til at få luft for min harme eller forundring.

For eksempel da jeg den 11.september 2001 så to af verdens højeste bygninger styrte i grus for øjnene af mig. Jeg vidste instinktivt, at verden ville blive en anden efter denne dag. Jeg sad i min stue og følte, at det verdenssamfund, jeg og alle andre kendte, slog en kolbøtte.

Kort forinden havde en af min venner ringet og nærmest råbt, 'B.S.- tænd for fjernsynet - tænd for fjernsynet - det er sindsygt'. Jeg nåede at tænde, umiddelbart før det andet fly ramte den store stolte bygning, et af USA's symboler.

Det var et chok, og en storm af modsatrettede følelser vældede op i mig. Vrede, sorg, ængstelse og indestængt trang til at handle. En del år tidligere havde jeg været på antiterror-øvelse i New York, og nu kom billederne tilbage. Scenariet havde dengang været, at en stor olietanker var blevet kapret og sejlet mod New York's havn for at blive sprængt i luften, og sprede død og ødelæggelse i den største del af Manhattan.

Ingen havde haft fantasi til at forestille sig dette scenarie, der nu udspillede sig på min TV-skærm. Og der var da slet ingen, der havde forestillet sig, at terrorister kunne finde på at slå ihjel på den måde uden forudgående forhandlinger. Dengang regnede man stadig med, at terrorister havde et politisk mål som de ville opnå med deres terrorhandlinger, og derfor var forhandlinger altid en del af scenariet.

Da jeg sad og så TV den 11/9-2001, vidste jeg, at vi nu havde at gøre med en helt ny type terrorister og at vi derfor også måtte finde på en helt ny form for terror-bekæmpelse - nu var det for alvor vigtigt at passe på os selv og det, vi holdt af. Alle de gamle scenarier og træningsmetoder var stort set lige til at smide i skraldespanden. Hvor skulle vi begynde, og hvor skulle vi ende, når terroristerne var villige til at tage sådanne metoder i brug?

Jeg havde mindre end to uger forinden sendt min endelige opsigelse til Jægerkorpset, men hvis de havde ringet den 11/9, var jeg taget afsted for at hjælpe til. Jeg havde en følelse af, at jeg burde gøre noget, selvom jeg ikke anede hvad jeg - eller hele verdenssamfundet for den sags skyld - skulle gøre. Vi stod overfor noget helt nyt, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at de kommende år ville blive præget af kampen mod den nye fjende, og at det ville blive voldsomt, urimeligt, sindssygt, at mange uskyldige ville få ødelagt deres liv, og at mange ville dø.

Senere på dagen dukkede forskellige eksperter op på skærmen og gjorde mig endnu mere forvirret og målløs. De forklarede, at det ikke krævede den store træning at udføre en sådan terroraktion. Flyene kunne man lære at flyve ved hjælp af en flysimulator (det lød næsten, som om man kunne lære det ved at spille playstation), og så var det jo bare at pege næsen henimod områdets højeste bygninger. Jeg kunne næsten ikke tro det der kom ud af højtalerne på mit TV.

Som tidligere nævnt var jeg selv blevet uddannet pilot i min tid i Jægerkorpset, og vidste med sikkerhed, at ingen flysimulator i verden kunne lære dig at flyve et stort passagerfly ind i World Trade Center. Du kan måske overtage styringen og flyve ligeud efter en bestemt kurs, men at finde bygninger og ramme den i en Boing 767 eller 757, der flyver med 8-900 kilometer i timen - det kræver uddannelse og en del træning. Samtidigt var fire fly blevet kapret på samme tid og dirigeret mod forskellige mål. Her var ikke tale om nogle forvirrede religiøse fanatikere, der pludseligt havde fået en sindssyg ide. Jo, hele tanken var vanvittig - men aktionen bar tydelig præg af minutiøs planlægning og stor kompetence hos terroristerne. Nu sad der ellers dygtige mennesker på min TV-skærm og forklarede, at terrorister i vores 'åbne samfund' nærmest kunne vade direkte ombord på et stort passagerfly, sætte sig i cockpittet og flyve det ind i en hvilken som helst bygning, det passede dem.

Jeg forsøgte at få luft for min forundring og harme ved at forklare Karin, hvor usandsynlig denne forklaring var. Jeg forklarede og forklarede, og hun lyttede og lyttede, men det var ikke nok. Da TV-avisen næste dag ringede og spurgte om jeg ville komme i studiet og kommentere situationen, havde jeg endnu ikke fået luft for al min harme. Derfor sagde jeg ja.

I studiet ville Reimer Bo gerne have min vurdering af, hvor svært det var, eller hvad der skulle til for at udføre sådan en terroraktion. Jeg forklarede, at jeg var sikker på, at mindst en terrorist i hvert fly havde fået flyvetræning, og ikke bare simulatortræning, og at planlægningen af en så kompleks operation måtte have taget meget lang tid og involvere en forholdsvis stor gruppe mennesker. De personer, der var i stand til at planlægge og gennemføre ' operationer' som denne, var veltrænede, kompetente, og meget, dedikerede. Og de havde udset os som deres fjender. Med andre ord var de livsfarlige for vores samfund - farlige for vores demokrati og elskede frihed.

Min vurdering af operationens sværhedsgrad var helt nye oplysninger på det tidspunkt, men i løbet af de kommende dage begyndte mine forudsigelser at stemme bedre og bedre. Jeg kan til stadighed ikke forstå, hvordan mennesker, der elleres havde forstand på den slags, kunne sige det modsatte. Jeg tager det som et eksempel på, at du ikke skal tro på alt, hvad du hører eller ser i fjernsynet. Den 11.september 2001 var familien igen på vej på ferie, da bilen skred af vejen. denne gang var det bare hele verden der var passagerer i bilen.