Konspiranoia

24. juli 2007

En vurdering af ph.d Dan H Andersens lødighed som forsker og konspirationsekspert, gennem et studie
af hans bog ’Skjulte Magter, Hemmelige selskaber i 1000 år’

Dan H Andersen (DHA) har været meget eksponeret som ’eksperten’ i konspirationer det seneste års tid qua ovennævnte bog, og har som sådan lagt sit hoved og sin forsker-ære på blokken på at der ikke er noget at
komme efter i 9/11-kritikken, der udnævnes som tidens store (og syge) konspirationsteori. Jeg er i den sammenhæng hængt ud som én af de konspiranoide.

Nu har jeg læst Skjulte Magter, og set at det er den eklatante historieforfalskning Dan Brown angiveligt bedriver i Da Vinci Mysteriet (som jeg ikke har læst), der er DHAs afsæt for at have skrevet denne bog.

Jeg er enig i mange af hans pointer omkring esoteriske forhold som gøres til relikvier bland new age romantikere. Jeg skal heller ikke anfægte hans forskning i Assasinerne og kan godt se muligheden for at drage paralleller til vore dages helligt besatte islamiske selvmordere… bortset fra han derved underkender den sociale, kulturelle, politiske undertrykkelse som afsæt for nutidens selvmordsterrorister. Jeg er for det tredje enig i forestillingen
om at en bagvedliggende overmagt kan risikere at knække vores demokratiske virke i hverdagen… det bliver så overvældende håbløst at kæmpe imod og med desillusionen kommer ligegyldighed. Faktisk er vi reelt meget tæt på en sådan tilstand, hvor demokratiet stort set opleves som håbløst hvis man er uenig med den mediehypede konsensus om terrorpolitikkens nødvendighed..

Gennem studiet af hans bog har jeg dog indset nogle selvmodsigelser og afsporinger hvor DHA bliver politisk under dække af sin forskning. Og det er ganske vist at jeg kan ikke få MIN forskning optaget i de samme førende medier som har brugt hans ’ekspertise’. Der er en påfaldende trang i samfundets ledende lag til at ignorere de ytringer der peger på tesen om at 9/11 var et inside-job.

Dan H er selv med til at undergrave retssikkerheden ved med sin ekspertstatus i ryggen, at kalde de ytringer, der peger på at Bush-regeringen har medskyld i 9/11, for så absurde at de end ikke er værd at beskæftige sig med.

DHA skriver i en frisk tone, fx i kronik i Berlingske 12. sep. 2006, hvor han ironiserer over mystikken om det forsvundne vrag ved Pentagon, idet han påpeger at flyet jo ikke forsvinder ind i Pentagon som i en tegnefilm hvor ”stakkels Tom ryger ind i en mur og hullet har form som en kat”. Og umiddelbart efter latterliggør han kritikken med snedig retorik når han diskuterer pilotens evner; ”det ene øjeblik for inkompetent til at kunne finde og ramme Pentagon, det andet så dygtig at han burde kunne ramme en bestemt del af bygningen.”

Hani Hansour blev af sin flyveskole i Arizona betegnet som en håbløs pilot. Hvis han kunne styre en Boeing efter behag, skulle han da ikke formodes at ønske at ramme Pentagon så hårdt som muligt – det vil sige enten ovenfra hvor der var 118.000 kvm at sigte efter, eller i Østfløjen hvor Rumsfeld havde kontor. Hvorfor afviser DHA en mærkelig sammenhæng med latterliggørende sarkasme? Er det fordi løgn i langt højere grad end sandhed har brug for beskyttelse?

Der er flere forhold som for DHA beviser at 9/11-kritikken er konspiranoid, men som objektiv forsker beskæftiger han sig ikke med de ligeså tankevækkende forhold som støtter 9/11-kritikken; fx bygning 7, hvis sammenbrud han selv indrømmede at ikke kunne redegøre for. Hvad er grunden til denne ensidighed?

For fuldstændighedens skyld skal jeg påpege at nogen af de spørgsmål DHA stiller er særdeles relevante; fx spørgsmålet om logistikken omkring installation og udløsning af det formodede sprængstof til nedrivning af
tårnene og bygning 7.

Jeg må fortsat pege på at den seriøse del af 9/11-kritikken ikke beskæftiger sig med talmystik og hemmelige loger, men med de oplagte fysiske, politiske, økonomiske og juridiske indicier og beviser på at der er noget galt med undersøgelsen og således skyldsspørgsmålet omkring 9/11. Vi er meget forsigtige med at drage konklusioner og vil hellere stille de spørgsmål, som burde stilles af den presse der kalder sig kritisk.

* Hvorfor brugte man kun 30 mill. $ på undersøgelsen, mens man brugte det dobbelte på Lewinsky affæren. Og det endda modvilligt idet 9/11-undersøgelseskommisionen selv har vidnet om at de havde svært ved at få dokumentation, bevillinger (og tid !).

* Hvem var det der købte ekstraordinært ind af de såkaldte ’put-options’ (en børssatsning på forventet kursfald) på netop de flyselskaber der lagde maskiner til terroraktionen.

* Hvad var det for en ordre Cheney bekræftede overfor en yngre embedsmand mens flyet var på vej mod Washington, ifølge transportministers Minetas vidneudsagn.

* Hvad mente Larry Silverstein med ’pull it’!, om bygning 7, og hvad mener brandchefen og de civile brandfolk om den udtalelse/episode.

* Bush’s besynderlige opførsel på skolen i Florida… etc

Dan H Andersen indrømmede i førnævnte kronik at han ikke vidste noget om bygning 7, og blev let perfid ved at skyde mig en ubegrundet antisemitisme i skoene. Jeg tror imidlertid ikke på nogen jødisk sammensværgelse, det er en fis han selv lugter… det var ham og ikke mig, der i vores telefonsamtale gjorde jøderne til noget særligt. Det har han selv dokumenteret.

Jeg tror derimod på eksistensen af tænketanken PNAC (Project for a New American Century) og deres egen beskrivelse af behovet for et nyt Pearl Harbor for at få politisk medvind til de globale ambitioner (Rebuilding
Americas Defenses, sep. 2000). Jeg tror på magtens kynisme. Og jeg tror på retfærdighed og på vigtigheden af et retssamfund.

Efter enhver retlig betragtning ville Bush-regeringen være inhabile i undersøgelsen af 9/11. Dels qua deres udtrykte behov for en sådan begivenhed og deres parathed til at iværksætte allerede udarbejdede planer,
dels qua det forhold at de trods alle odds åbenbart ikke formåede at forhindre katastrofen. Hvad mener DHA er det absurde i disse forhold?

Medio marts viste DR2 en stor BBC-dokumentar i 3 afsnit; Frygtens Politik, der tydeligt peger på at ’eksistensen’ af et omfattende velorganiseret terrornetværk ved navn al-Qaida, er en succesfuld konspiration
skabt af de neokonservative i Washington.

Hvad med at undersøge dette med konspiranoiabrillerne på… eller det var måske netop ikke ’konspiranoia’, de neokonservative led af, men ønsket om en veltilrettelagt skræmmekampagne med det formål at rejse vores
tilslutning til at igangsætte Project for a New American Century.

I alt hvad jeg har læst og hørt fra DHA om 9/11 har der endnu ikke været nogen seriøs diskussion af de spørgsmål David Ray Griffin med stor autoritet har rejst i sin bog Det Nye Pearl Harbor, og alligevel har han
foragt for professor Griffins arbejde. Ikke så voldsom dog, som fx Joakim Jakobsens ’Syge Tanker’ i Weekendavisen af 22. sep. 2006. Men jeg ved ikke af at DHA har taget afstand fra Jakobsens underlødige retorik? Jakobsen m.fl. læner sig op af DHA i deres subjektive politiske argumentation, at 9/11-kritikken
er gift for demokratiet.

Skal demokratiet beskyttes mod sandheden?

På side 30 påpeger DHA betydningen af at William Sleeman var forudfattet i sine meninger om Thuggerne (engelsk officer på jagt efter hemmeligt indisk morderselskab). Den kortslutning er jeg helt enig i. Men DHA
træder sig selv over tæerne, for det fremstår tydeligt i hans retorik omkring 9/11, at han har besluttet sig; der ER ikke nogen konspiration. Han kortslutter fra det esoteriske til det politiske.

Jeg kan naturligvis heller ikke sige mig fri for forudfattede meninger. Det er sandt at jeg bryder mig ikke om Kejsere og skræddere, i dag kaldet spindoktorer. De har gjort politik til et spørgsmål om forførelse fremfor sandhed.

På side 53 går han ned i psykologien og anfører at vi mennesker har ’en tendens til at søge årsager og enkle forklaringer’. Igen et udsagn der osse peger på ham selv og hans tendens til den enkle forklaring at
det var 19 arabiske selvmordsterrorister med bin Laden som bagmand, der planlagde og udførte terrorangrebet på New York og Washington. Det vil straks være mere politisk komplekst at søge årsager i den amerikanske magtelite.

Midt på side 72 er han åben overfor at ’forargelse kombineret med grådighed er en potent motivation’ i beskrivelsen af Filip den Smukkes propagandistiske dæmonisering af Tempelridderne. Det er igen et prædikat der passer som hånd i handske til de neokonservative i Washington. De skovler ind på de krige de har fået medvind til gennem den forargelse de har skabt ved ihærdig dæmonisering af taleban, al-Qaida og Saddam Hussein, bl.a. gennem sammenbidt konstruerede ’beviser’.

På side 80, i den sidste mening før kapitelskift, fremfører Dan H det banale synspunkt at mangel på viden befordrer mytedannelse. Jamen, så giv da 9/11-kritikken en hånd ved at være med til at kræve at USA's regering
frigiver deres hemmeligheder, så vi kan slippe for mere ’konspiranoia’.

Nederst på side 99 kommer han så med en forbløffende betragtning om Dan Browns forlæg for Illuminati-teorien; ”… hans forlæg (er) at finde i hele den undergrund eller modkultur, der er besat af sammenværgelsesteorier og hemmelige selskaber, hvor jøder, Frimurere og Illuminati i forening pønser på at underlægge sig verden, nedlægge USA og, værst af alt, forbyde alle gode amerikanere at eje våben.”… Vi lader den lige stå et øjeblik, hvad har Dan H gang i her?

Jeg ser for mig den ædle cowboy alá John Wayne, der med sin seksløber rydder op i alt det skumle, hvorfor en hemmelig loge med planer om at underlægge verden nødvendigvis må gøre op med ham. Som Lex Luthor må gøre op med Superman.

Og en af metoderne er altså med snedige svedige motiver at forbyde den ’gode amerikaner’ at eje (og bære) våben. Dan H ser måske Bush som en sådan ædel cowboy i kampen mod ondskaben i verden. Islamofascismen (- en ny partner i ovennævnte sammenrend af skumle kræfter?) pønser nedrigt og ondt på at terrorisere den gode frie vestlige verden. Alle de nedrige kræfter vil stække frihedens land… en frihed som ikke fungerer uden sikker og rigelig forsyning af olie. Det er SÅ banalt, og alligevel føler jeg det nødvendigt at huske på at det er os der er i Irak og ikke irakerne der er hos os.

Er det i øvrigt, apropos retten til at eje og bære skydevåben, mon kommet DHA for øre på noget tidspunkt, at faren for at blive dræbt af en galning med skydevåben i USA, er mange gange større end faren for
at dø af terrorisme?

På side 120 nederst påkalder DHA sig sin ’faglige og etiske modvilje mod at se løgn og bedrag præsenteret som fakta’.

Har denne kodeks bragt historiker ph.d Dan H Andersen til at følge op på de store løgne der ER afsløret; løgnene om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben og hans forbindelse med al-Qaida. Var det ikke ’løgn og
bedrag præsenteret som fakta’. Eller har han haft for travlt med at stirre sig blind på ”Illuminati”.

Nederst side 121 påpeger han ’forbavsende intellektuelle ligheder’ mellem vor tid og Tyskland før nazismens magtovertagelse. JA! det er jeg meget enig i. Jeg fornemmer dog at vi nok er uenige i hvilken vej det bør
udvikle sig, da den snigende fascisme for mig at se kommer fra de neokonservative der har fat om de økonomiske nosser på vores samfund. Og hvis succesfulde skræmmekampagne ikke bare har givet dem medvind til at igangsætte terrorkrigene, men osse til at overvåge deres egne befolkninger og stække frihedsrettighederne i frihedens navn.

Man kan ha en politisk holdning om at dette er den bedste vej til en tryg fremtid, at marchere i takt og konfrontere den globaleudfordring med magt. Enighed gør stærk, og derfor kan demokratierne i den
globale udfordring ikke vise sig svage med altfor meget uro og opposition på de indre rækker. Og i denne sammenhæng begynder jeg at forstå Joakim Jakobsens ’Syge Tanker’ (Weekendavisen 22. sep. 2006), at bringe uro om det fundamentale afsæt for den ny tid – det nye amerikanske århundrede, vil betyde et indre kaos
hvis folket rejser sig for at få sandheden frem. Det er måske den sammenligning Dan H har med Tyskland i 30’erne: nazismens magtovertagelse med orden og økonomisk fremgang.

Det er oplagt at en regering for en nation i krig ikke kan acceptere en sådan uro på de indre linier. Så må den nødvendigvis stramme grebet med politisk forfølgelse af sine opponenter. Det sker i disse år… ganske salamiagtigt. Og pressen er grundlæggende en del af det frie, mangfoldige og trygge konsensussamfund, hvorfor den undertrykker så farlige sandheder som 9/11. Dan H kan komme til orde, men blev jeg end overhovedet interviewet i forbindelse med Griffins besøg… kun ganske forbigående!

Det er med ensidighedens briller således sandt; 9/11-kritikken er gift for det pseudodemokrati som fungerer på mange planer når man er en velstillet borger, herunder journalist, der ikke stiller spørgsmål ved
konsensus.

Problemet er bare lige at denne rigdommens glade, endnu relativt frie konsensus, som en uimodståelig maskine, trækker os ind i en 3. Verdenskrig; en kommende storkrig med Kina der næppe ydmygt vil acceptere et
amerikansk århundrede. Og den dag vi indser at uvejret er et faktum vil det være for sent at protestere.

Skal vi så ikke hellere ta slagsmålet om sandheden nu, fremfor at lade det ligge til det er for sent. Skal vi ikke rejse kravet om et bæredygtigt århundrede, fremfor en ny rædselsfuld storkrig efter de beskidte
tilløb vi ser i disse år… Iran bliver vel det næste offer.

Hvad tror Dan H egentlig på, at leve i sus og dus i vores enorme danske middelklassevelstand, til HANS individuelle liv er forbi. Eller på at afstå lidt af overfloden med henblik på verdens fattige og vores egne
kommende generationer… har han selv børn?