060930 Omsorg for demokratiet debat@berlingske

Jeg er først nu blevet opmærksom på en kronik af Dan H Andersen 12. september, som tager sit afsæt i en personlig oplevelse denne havde med undertegnede som følge af mit arbejde med at arrangere 9/11-forfatteren
David Ray Griffins foredrag i København medio september.

Jeg skal først pointere at jeg ikke præsenterede mig ”fra FredsVagten”, og at det ikke var denne organisation der arrangerede foredraget. Jeg nævnte formodentlig at FredsVagten var min indgangsvinkel til emnet, når
DHA spurgte efter mine ’akkreditiver’. Fredsvagten støttede arrangementet
økonomisk, men jeg samlede en uafhængig gruppe som dannede 9/11-Komiteen i
Danmark.

I overensstemmelse med DHAs beskrivelse henvendte jeg mig til ham for at opnå støtte til at få foredraget placeret i Universitetets festsal på Frue Plads, thi han har ganske ret i at ”som rigtige græsrødder”
havde vi ikke selv de rigtige kontakter. Jeg husker ikke hvordan ordene faldt,
men meget hurtigt blev jeg klar over at jeg her mødte en person der ikke var
åben for en snak om emnet, men allerede havde besluttet at
konspirationsteorierne skal knægtes.

DHA indrømmer at han ikke så’n lige kunne svare på mit pinlige spørgsmål om hvorfor bygning 7 faldt sammen, hvorfor han istedet blev ironisk overfor mig med rygtet om at det måske skulle være jøderne der havde
orkestreret 9/11. Og han finder da at ”ganske tankevækkende var BRs reaktion
ikke en indigneret afvisning af tanken…”

Dækker denne sætning over at DHA a priori og således ganske uvidenskabeligt har bestemt at jøderne er hellige i betydningen; hævet over en sådan mistanke. Nu er begrebet ’jøde’ særdeles betændt i vores vestlige kultur,
siden nazisternes ultimative pogrom med deres ekstreme dødslejre. I dette tilfælde
må det betyde mennesker der har nationen Israels forsvar tilfælles. <br>

Kan DHAs holdning til at jeg overhovedet kunne forestille mig tilhængere af staten Israel som skyldige i 9/11, have påvirket hans attitude overfor mig der, som sølle græsrod med et budskab til forsvar for
demokrati og retssikkerhed, søgte hans hjælp. Thi hvad var DHAs pikerede svar…
han karakteriserede mit projekt med ordet ”islamofascismen” i betydningen
’kører igen’. Ja, jeg blev vred og lagde på. Jeg havde andet at se til end at
mundhugges med en historiker der trods sin ph.d åbenbart ikke var i stand til
at se sagligt på historien.

DHA har den behagelige position at forsvare magthaverne. Han får rigelig spalteplads og mulighed for usagligt at undergrave 9/11-kritikken. Men hvad er hans egentlige ærinde?

I Politiken 11. september citeres han for denne mening: ”Det har historisk betydning, hvis tilstrækkeligt mange mennesker tror på det (konspirationsteorierne). Det er endvidere et politisk problem, fordi det forgifter den offentlige debat.
Vi har som borgere betydelig mulighed for at udøve indflydelse i samfundet, men
hvis vi mener, at vores magthavere er en sort boks, hvor onde ting forgår, så
har man opgivet sine muligheder for demokratisk indflydelse. Om ikke andet
kommer der nogle 'Men in Black' og henter dig, hvis du stikker næsen for langt
frem”.

Jeg kan godt føle en afmagt overfor de store politiske linier som en slags skæbne i stil med tørke og tsunamier. Og at det er skønne spildte kræfter at beskæftige sig med det. Det vil være dræbende for
livsenergien hvorfor det er bedre at beskæftige sig med nære ting, hvor vi
faktisk kan gøre en forskel. Denne argumentation betvivler ikke konspirationsteoriernes
indhold, men selve deres berettigelse som demokratisk emne.

På den anden side var altså 9/11 ikke en naturkatastrofe. Det DHA her beder os om er i demokratiets navn at acceptere at disse mennesker er i en anden klasse end du og jeg. Vi kan og skal ikke afkræve dem en
retsmæssig forsvarlig forklaring på en masse mærkelige hændelser der tilsammen
skaber et billede af at de ikke har rent mel i posen. De er udenfor
demokratiet. Eller med andre ord; demokratiet fungerer under en uantastelig
overhøjhed der netop lige præcis har magt til at udsende ’Men in Black’.

Selv om jeg godt forstår følelsen af at det for sjælefredens og livsenergiens skyld er bedst at acceptere sin ’læst’, så er der dog en anden følelse der er stærkere; ærekrænkelsen. Selv om jeg kun er en lille lort på
Lars Tyndskids mark, så kan jeg dog ikke indse at alt hvad jeg er opdraget med
af menneskenes lighed og retssikkerhed, ikke gælder for Bush, Cheney, Rumsfeld
– en slags overordnede hvis handlinger vi ikke kan sætte spørgsmålstegn ved.

Hvis dette er tilfældet har jo DHA underkendt en anden stor anke ved konspirationsteorierne, nemlig at det, qua den enorme logistik, ikke ville kunne holdes hemmeligt.

Han er selv længere nede i kronikken inde på det samme problem, men indser ikke at en masse af de folk, der konkret udarbejdede konspirationen, formodentlig var loyale på deres poster hvorfor de ikke
stillede spørgsmål ved de ordrer de fik, selvom de måske nok syntes
besynderlige. Men som lille tandhjul i maskineriet kan man jo ikke overskue den
dybere mening, og skal heller ikke prøve på det, idet vi a priori skal tro på
vore lederes troværdighed, hvis jeg forstår DHA ret. <br>

Først da katastrofen var en realitet kunne de små tandhjul pludselig se mekanikkens større funktion, men da var det for sent. Qua chokket styrede magthaverne folkets følelser derhen hvor de ville ha dem; med fokus på
den fæle Osama bin Laden, og medvind til at gennemføre sin politiske dagsorden.

Forestil dig en lille demolition-medarbejder, hvad han må føle når det går op for ham at han udførte dette job så ukritisk. Og skulle han føle trang til at udstille sin skam som en slags bod for sin ubærlige
nedværdigelse, da skulle han samtidig risikere sit gode liv ved at gå op imod
den orkanagtige overbevisning der ramte USA og hele verden. Er der nogen
statistik der fortæller om der muligvis har været en forhøjet selvmordsrate
blandt folk der arbejdede i firmaer og organisationer der i givet fald var
involveret i 9/11. Næppe.

At påstå at logistikken er så stor at det ikke ville kunne holdes hemmeligt er ikke mere videnskabeligt end mit meget lille strejftog ind i psykologiens krinkelkroge.

DHA skriver:

”Sammensværgelsesteoretikernes taktik er meget ens. De starter med deres konklusion, som er, at præsident Bush gerne ville i krig med Afghanistan og Irak og gennemføre Patriot Act med øget overvågning og
bemyndigelser til efterretningstjenesterne...”

Hvad lægger DHA i ordet ”taktik”. Det han beskriver her med et retorisk touch af latterliggørelse er en ganske almindelig kriminalteknisk metode; at se på motivet, og derefter undersøge foreliggende data.

Min ”taktik” er at opnå en ordentlig retsmæssig forsvarlig undersøgelse af nogle knapt nok demokratisk valgte magthavere, som de seneste 5 år har formået at styre det globale samfund i en ubehagelig retning ud fra den
medvind de fik af tårnenes spektakulære fald. Magthavere som ganske rigtig
havde lagt planer endnu inden de kom i regering, og som, hvis vi skal holde os
til den officielle forklaring, ikke formåede at forhindre den katastrofe der
gav dem politisk styrke til at gennemføre disse planer. Noget de ellers ville
have haft svært ved ifølge Wolfowitz, der i dokumentet Rebuilding Americas Defenses
september 2000, skrev at det ville blive et sejt træk, medmindre der skete
en katalyserende katastrofal begivenhed som et nyt Pearl Harbor. Denne skete så
belejligt nok et år efter da Wolfowitz og hans neokonservative venner var
kommet til regeringsmagten ved et særdeles tvivlsomt valg.

Der er et særdeles alarmerende sammenfald af interesser her, men på trods af at disse mennesker for enhver fair retslig betragtning er inhabile i undersøgelsen af 9/11, accepterer vi at de sidder på magten og
kompetencen til at hemmeligstemple beviser og blokere undersøgelser de ikke
bryder sig om. De henviser til nationens sikkerhed i en krigssituation, hvorfor
det blir upatriotisk at stille spørgsmålstegn ved krigens ophavsmænd. Er denne
rekursive begrundelse demokratisk forsvarlig?

Det er min udfordring til ph.d Dan H Andersen; vis os grunden til at Bush-administrationen ikke, som minimum, skal stilles til retsligt og demokratisk ansvar for den eklatante inkompetence de udviste ved ikke at forhindre
9/11. Og i anden omgang for at de ikke retsforfulgte de led i systemet der
havde fumlet så skæbnesvangert, men tværtimod retsforfulgte folk der havde mod
til at røbe deres insiderviden.